Alarmerne er opdelt i to kategorier: Kritiske alarmer og Advarsler
Farven på alarmen ( se nedenfor) i kundeportalen angiver, hvor alvorlig situationen er.
Se også FAQ "Hvad betyder symbolerne i LCD skærm display - Axioma måler"
"Hvad betyder symbolerne i LCD skærm display - Sagemcom måler"
Lækage = Advarsel
Lækage alarmen aktiveres, når vandmåleren registrerer et kontinuerligt flow i 24 timer, selv ved små mængder, såsom 0,25 liter pr. time.
Årsager kan være en dryppende vandhane, et toilet, der løber, en utæt vandslange eller skjulte lækager i installationer, som ikke er synlige ved første øjekast.
Brud-alarm = Kritisk alarm
Brud alarmen aktiveres, hvis vandmåleren registrerer et forbrug på mere end 1,5 m³ (1.500 liter) i timen.
Dette kan f.eks. ske, når du fylder en spa eller pool, men kan også være et tegn på et reelt rørbrud i installationen.
Tommelfingerregel ved mistanke om brud: Hvis du opdager et brud, bør du straks lukke for vandet i målerbrønden og derefter inspicere installationen for skader. Har du brug for hjælp, kan du kontakte en VVS-tekniker eller dit forsikringsselskab.
Lav temperatur- alarm = Advarsel
Lav temperatur alarmen aktiveres, når vandmåleren registrerer en omgivelsestemperatur på 2°C eller lavere.
Vigtigt: Sørg for at lukke målerbrønden med det isolerede låg for at beskytte både måleren og installationen mod frostskader.
Tør- alarm = Advarsel
En tør alarm aktiveres, når vandmåleren ikke kan registrere nogen flow, fordi der ikke er vand i installationen. Dette kan f.eks. opstå, hvis vandet har været lukket i længere tid, som det kan ske i sommerhuse, hvilket kan medføre dannelse af luftbobler i måleren, der påvirker dens funktion.
Ingen data-alarm = Advarsel
Ingen data-alarmen aktiveres, hvis vandmåleren ikke kan kommunikere med netværket. Alarmen forsvinder normalt, når netværket igen får forbindelse til måleren.
En sådan alarm kan opstå, hvis signalet blokeres, f.eks. hvis en bil parkerer hen over målerbrønden, eller hvis tunge genstande, som grus, placeres ovenpå brønden – dette bør undgås.
Se også FAQ "vandmåleren har mistet signal", og om mulighederne for at genskabe forbruget".